Tilbage
kundecase

Tallene er den røde tråd

Når hverdagen bliver rutinepræget, er det måske på høje tid at lære noget nyt. Men hvordan lægger vi det forudsigelige bag os, giver posen en ordentlig rystetur og finde nogle helt nye brikker frem i vores arbejdsliv? For Lajla Svare, Business Controller for DACHSER Denmark i Hvidovre, er det nysgerrigheden, der driver værket.

Lajla Svare, Business Controller for DACHSER Denmark i Hvidovre.
Lajla Svare, Business Controller for DACHSER Denmark i Hvidovre.

Tal udgør en central del af næsten alle jobs, og de kan give os ubestridelige kendsgerninger, uanset om vi vil høre dem eller ej. Tal er selve livsnerven i erhvervslivet og danner grundlag for næsten alle beslutninger og evalueringer.

”Jeg har altid haft en ting med tal,” fortæller Lajla Svare, der altid indleder arbejdsdagen med at åbne systemerne og se, hvordan det så ud i går, og hvordan måneden skrider frem i forhold til budgettet. Hun startede som økonomielev hos DACHSER Nordic i 2009 og læste en HD i regnskab og økonomistyring sideløbende med elevtiden. Efter en flygtig tur uden for DACHSER-folden kom hun hjem, da muligheden for at lande i en ny rolle bød sig – en rolle, hun havde tragtet efter de sidste godt to år.

”Hvis du sidder i en samtale med et andet menneske, og personen berører et interessant emne, stiller du spørgsmål, og I dykker længere og længere ned i samtalen. En stor del af det at være Business Controller er at se på nogle tal og stille spørgsmål. Hvorfor afviger månedsresultatet fra budgettet? Der er noget med omkostningerne, men hvad er det med omkostningerne? Man skal hele tiden tage et spadestik dybere og finde ud af, hvor skoen egentlig trykker – og det er nysgerrigheden, der driver det.”

Kernen er formidling

En del af Lajlas daglige arbejde som controller består i stor udstrækning af at skille klinten fra hveden i de stadigt voksende datamængder. Det gør man ved at identificere mønstre i data og barbere dem ned til kernen. Controllerne bruger disse data til at kontrollere budgetter, definere nøgleindikatorer og udarbejde statistikker, rapporter og analyser. Alt sammen tjener som grundlag for prognoser og udgør beslutningsgrundlag for ledelsen, og her spiller software en stor rolle:

"Jeg har ikke et mål om at være direktør. Det kan være, at jeg ender der om 10 år, men så er det tilfældighederne eller nysgerrigheden, der bærer mig derhen."

”Hos DACHSER er vi gået væk fra det gamle syn på en controller som én med en kugleramme, der sidder og frembringer tal og finder logikken bag dem. Det nye syn på controlleren er en formidler. Jeg skal forstå de mekanismer, der ligger til grund for tallene, men de findes allerede. I vores systemer har vi adgang til store mængder af data på meget detaljeret niveau. Min rolle handler derfor mere om formidling end Excel-nørderi,” forklarer hun.

”Hvis jeg kan alle mine arbejdsopgaver på rygraden, bliver jeg demotiveret. Jeg vil lære noget nyt,” fortæller Lajla.
”Hvis jeg kan alle mine arbejdsopgaver på rygraden, bliver jeg demotiveret. Jeg vil lære noget nyt,” fortæller Lajla.

Dyrk det uforudsigelige

Spørger man Lajla, hvor hun ser sig selv om fem år, kommer svaret prompte: ”Der, hvor nysgerrigheden bringer mig hen”. At dukke op til crossfit og ikke vide, hvad der skal ske i dag, er en af hendes foretrukne beskæftigelser i fritiden, og denne forkærlighed til det uforudsigelige præger også hendes arbejdsliv.

”Hvis jeg kan alle mine arbejdsopgaver på rygraden, bliver jeg demotiveret. Jeg vil lære noget nyt,” fortæller Lajla. ”Jeg har ikke et mål om at være direktør. Det kan være, at jeg ender der om 10 år, men så er det tilfældighederne eller nysgerrigheden, der bærer mig derhen. Det lyder som en kliche, men jeg vil bare gerne være glad, når jeg går på arbejde hver dag,” afslutter Lajla.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic