Tilbage
kundecase

Logistik bygget på menneskelige relationer

Hvad er det, der gør et samarbejde ekstra godt? Selvom logistikken bare spiller, er det vigtigt at blive ved med at udvikle og stille krav til hinanden. Vi ser nærmere på vores samarbejde med Kamstrup, for her handler det ikke blot om bundlinje, men om mødet mellem mennesker.

Skanderborg-baserede Kamstrup har speciale i intelligente måleløsninger til vand og energi. Foto: Kamstrup

Med al sandsynlighed har du en energimåler i dit hjem, måske din elmåler, der bærer mærket Kamstrup. Virksomheden med speciale i intelligente måleløsninger til vand og energi har hovedsæde i et industrikvarter nordøst for Skanderborg. Fokus er på at levere et produktsortiment af høj kvalitet – og det er her, logistikken har en vigtig rolle.

”Kamstrups brand er lig med høj kvalitet, og det ønsker vi fortsat at være,” fortæller Jens Wollau Jensen, Head of Warehouse & Shipping hos Kamstrup. "En stærk kundeoplevelse udvikler sig til en stærk brandoplevelse, og derfor er kundeoplevelsen et ekstremt vigtigt punkt på Kamstrups dagsorden – og ekstremt vigtig for alle vores transporter. Det er vigtigt for os at sikre kvalitet og service i distributionen, og den feedback, vi modtager både internt og fra vores kunder, bekræfter, at DACHSER virkelig udmærker sig på logistikken."

Tæt dialog letter arbejdsgangene

En vigtig del af samarbejdet med Kamstrup var at finde frem til den bedste løsning for netop dem.

”DACHSERs ekspertiseområde matcher vores distributionskrav, hvor sikker og rettidig levering af sendingen fra det øjeblik, hvor den forlader vores matrikel til den endelige destination er afgørende," siger Jens Wollau Jensen. "Desuden er den leveringsgennemsigtighed, som DACHSER tilbyder, med til at sikre en effektiv kundesupport, hvilket øger kundetilfredsheden. Og sidst, men ikke mindst, sikrer det store udvalg af services, som DACHSER tilbyder, at vi kan målrette den logistikløsning til vores kunder, der passer præcist til deres behov."

Kamstrups gods er stykgods, der passer som fod i hose ind i DACHSERs vejtransportnetværk. Hver dag lægger logistikleverandøren vej forbi Kamstrups tre adresser på Industrivej. Det er lastbilchauffør Henrik Bjørn Andersen fra FP Transport, der kører turen, så han kender folkene fra de forskellige lagre hos Kamstrup, og de kender ham, hvilket giver en tryghed for både kunden, DACHSER og vognmanden.

Bjørns faste arbejdsdag indebærer både trailerbytte og læsning hos Kamstrup. En del af konceptet er nemlig såkaldt dynamisk læsning, som betyder, at Kamstrup løbende læsser en hel trailer med varer til deres kunder i Europa, efterhånden som ordrerne bliver afsluttet og pakket. Derefter kommer Bjørn og bytter traileren, som så transporteres til DACHSER Denmarks terminal i Kolding, hvor varerne sorteres og læsses på DACHSERs daglige linjebiler til deres endelige destinationer hos Kamstrups kunder.

”Det er sjældent, jeg kommer til et sted, hvor der er så godt styr på det som hos Kamstrup,” fortæller Bjørn. Han sætter en ære i at sørge for, at kundernes gods bliver hentet rettidigt, og den tætte dialog med chauffør, lager og kontor gør, at samarbejdet går lettere. ”Opstår der et problem, kan jeg sige det til dem, og det bliver fikset. Det er vigtigt, at vi har en gensidig respekt for hinanden, for vi skal sammen finde den bedste og nemmeste måde at gøre tingene på.”

Mere end blot et samarbejde

Det er andet og mere end blot en arbejdsrelation – det er fælles værdier, gensidig tillid og en vilje til at mødes på midten for at få alt til at gå op i en højere enhed. En gammel rygskade begrænser muligheden for tunge løft, men hos Kamstrup stiller de en elpalleløfter til rådighed, så Bjørn slipper for unødvendige fysiske anstrengelser, når han læsser godset.

Monika Kasten er Sales Manager hos DACHSER i Kolding. For hende handler det om at have en god dialog, også når noget går skævt, men resten af tiden skal man kunne stole på, at logistikken kører. Sådan oplever hun også samarbejdet med Jens.

”Jeg vil sige, at relationen mellem Kamstrup og DACHSER bygger på mere og andet end transport af gods fra A til B,” fortæller Monika Kasten. ”Vores løsning for Kamstrup er tilpasset deres behov. Vores fælles værdier og fælles fokus på innovation gør vores to virksomheder i stand til at udvikle os sammen og tilpasse logistikken til en hvilken som helst udfordring, der måtte komme vores vej. Det skaber fornyet energi i netværket, når vi sammen kan vokse og finde frem til de bedste løsninger på vores udfordringer.”

I sidste ende er det centrale i samarbejdet mellem Kamstrup og DACHSER en grundlæggende respekt for sine medmennesker og en vilje til at tænke anderledes. Alle kan fragte gods fra A til B – det er menneskerne bag, der gør hele forskellen.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic