Livet som lastbilchauffør: Frihed og ansvar
Du kan altid stole på den. Din mavefornemmelse guider dig hver dag til at træffe de rette valg i arbejdslivet og privatlivet. Både inden for neurologien og psykologien har forskerne stillet linsen ind på det, vi kalder mavefornemmelsen – en mystisk forbindelse mellem hjernen og maven. Især når man lever af at navigere et stort køretøj effektivt gennem Københavns smalle gader, er en velfungerende mavefornemmelse et vigtigt arbejdsredskab.
Mads Løvgreen Jensen arbejder i hjertet af København. Til daglig mærker han byens travle trafik fra sin plads bag rattet på en blå og gul lastbil. Det kræver erfaring, og at man tør stole på sin egen intuition og lade den korteste rute på kortet være ét forslag blandt mange.
”Nu kører jeg tit med lærlinge,” fortæller Mads, ”og jeg må sige til dem, at når du kører inde i byen, er det, der virker ulogisk, i virkeligheden det logiske at gøre. Det er mere kendskab og viden end logik, der bestemmer ruten.”
Hans hverdag er fyldt med uforudsete udfordringer, så det handler om at finde den perfekte balance mellem planlægning og fleksibilitet.
”Jeg møder ind og finder ud af, hvad jeg skal lave i løbet af dagen – og det er ikke nødvendigvis det samme som i går,” fortæller Mads. ”Så finder jeg ud af, hvordan jeg løser den opgave: Hvor starter jeg, hvor slutter jeg, hvad skal jeg i midten, og hvordan når jeg det på bedst mulig måde? Og så går jeg ned og forbereder min dag og pakker lastbilen. Undervejs prøver jeg så at følge den plan, jeg har lagt, men det er ikke altid, den holder.”
Et menneskefag
Det er tilfældigheder, mavefornemmelse og et stærkt drive for at arbejde med mennesker, der har bragt Mads til, hvor han er i dag. Fra en uddannelse inden for ledelse, en karriere som produktionsleder på distributionsområdet og en rum tid i Forsvaret er 49-årige Mads fra Valby havnet i en lastbil på el, der kører for Dachser Denmark i gaderne fra hans barndom.
"Det er vigtigt, at arbejdsgiveren sørger for, at der er gode arbejdsvilkår og fokus på medarbejdertrivsel, for eksempel at arbejdstiderne og arbejdsbyrden er til at regne med, og at der er et sundt psykisk arbejdsmiljø.”
"Der er mange, der bliver overraskede over det, men hvis man godt kan lide at have noget med mennesker at gøre, så er det et fantastisk job,” fortæller Mads. Og netop hans køretøj øger mængden af sociale møder med tilfældige forbipasserende. Den støjsvage ellastbil gør nemlig, at fodgængere og cyklister i indre København ofte ikke bemærker den. ”Man skal være lidt imødekommende, når man kører i ellastbil – jeg får stort set dagligt kommentarer. Det er ikke nødvendigvis kun kunder – det kan også være folk på gaden, der er nysgerrige.”
For Mads har arbejdet som lastbilchauffør meget mere at byde på end det at køre varer fra A til B. Han får lov at uddanne nye til sit fag, og har får en indbygget råderet over sin egen hverdag. ”Du får ansvar og frihed, fordi du hele tiden selv skal tage beslutninger, og det er udfordrende og udviklende.”
En trussel for branchen
Tager man et kig ind i fremtiden på den potentielle stigende chaufførmangel, som branchen står over for, skal der ifølge Mads være et større fokus på arbejdsmiljø.
”Når arbejdsbyrden bliver så stor, at det bliver svært at få det til at hænge sammen, vil chaufførmanglen stå klart og tydeligt. Det er vigtigt, at arbejdsgiveren sørger for, at der er gode arbejdsvilkår og fokus på medarbejdertrivsel, for eksempel at arbejdstiderne og arbejdsbyrden er til at regne med, og at der er et sundt psykisk arbejdsmiljø.”
Som lastbilchauffør har Mads Løvgreen Jensen altid fingeren på Københavns puls i et job med menneskekontakt og frihed. Hvad enten det er hormoner i fordøjelsessystemet, impulser fra hjernen eller hele centralnervesystemet, der skaber mavefornemmelsen, er det oftest en god idé at følge den. Hvem ved – måske har du også en lastbilchauffør gemt i maven?