Tilbage
kundecase

DACHSER Denmark investerer i elektrisk terminaltraktor

I februar lancerede DACHSER Denmark et projekt med emissionsfrie leveringer til centrum af København. I samme ombæring har logistikvirksomheden kastet sig ud i en række andre tiltag for at mindske sit CO2-aftryk. Blandt andet har logistikvirksomhedens filial i Hvidovre netop fået leveret en elektrisk terminaltraktor – den første af sin slags hos DACHSER.

DACHSER Denmarks nye elektriske terminaltraktor fra Terberg i aktion.
DACHSER Denmarks nye elektriske terminaltraktor fra Terberg i aktion.

Som et led i at bidrage til den grønne omstilling i transportbranchen har DACHSER Denmarks filial i Hvidovre anskaffet sig en elektrisk terminaltraktor. Den fabriksnye terminaltraktor fra hollandske Terberg skal sikre en emissionsfri intern transport af veksellad og trailere på terminalområdet. Denne første bliver skarpt efterfulgt af yderligere leveringer til nogle af DACHSERs europæiske filialer.

Jeg er meget stolt af det arbejde, vi allerede har lagt for dagen i en indsats for at gøre vores transporter mere bæredygtige.

Peter Hut, General Manager for DACHSER Denmarks vejtransportfilial i Hvidovre

”Vi vil gerne bidrage til den grønne omstilling i transportbranchen. Den nye terminaltraktor er et af mange tiltag, vi har gennemført med henblik på at gøre vores transporter endnu mere miljøvenlige og imødekomme efterspørgslen fra vores kunder og samarbejdspartnere,” fortæller Peter Hut, General Manager for DACHSER Denmarks vejtransportfilial i Hvidovre. ”Med den nye terminaltraktor kan vi både mindske CO2-udledningen for vores transporter og skabe et bedre og renere arbejdsmiljø for vores medarbejdere og chauffører.”

Katalog af miljøvenlige transportløsninger

DACHSER Denmark og DACHSER i det hele taget arbejder i øjeblikket på at udvide udbuddet af grønnere transportløsninger. Blandt tiltagene finder man levering til flere områder i København med eldrevne lastbiler, grøn el til hele filialen og elektriske palleløftere, som chaufførerne kan bruge ved levering af gods.

”I februar kunne vi rulle DACHSERs koncept Emission-Free Delivery ud i København og dermed mindske vores CO2-udledning og støjforurening på leveringer i Hovedstaden. Forud for lanceringen ligger flere års målrettet arbejde – vi gør intet halvt,” siger Peter Hut. ”Jeg er meget stolt af det arbejde, vi allerede har lagt for dagen i en indsats for at gøre vores transporter mere bæredygtige. Nu kan vi endelig realisere vores bæredygtighedsønsker og -mål, og det giver en besparelse på CO2-kontoen for både os og vores kunder, som vi alle kan være stolte af og bygge videre på i fremtiden,” siger Peter Hut.

Terminaltraktoren ved navn Terberg BC202-EV er udstyret med to batteripakker på 74 kW hver, så den samlede kapacitet er 148 kW. Det betyder, at terminaltraktoren i teorien kan køre mere end 8 timer på en engangsopladning. Den skal betjene 41 porte og flytte de op mod 200 veksellad og trailere, der hver dag lægger vejen forbi DACHSER-matriklen i Hvidovre. Derfor har filialen også allerede etableret en ladeinfrastruktur til at forsyne virksomhedens ellastbiler med grøn elektricitet.

DACHSER Nordic arbejder langsigtet med klimabeskyttelse. Blandt andet benytter logistikleverandøren ellastbiler i Oslo og København og bruger palleløftere med litium-ionbatterier på terminalerne. Alle nordiske filialer er overgået til 100 procent grøn el fra vind- og vandkraft eller solenergi.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic