Tilbage
kundecase

Chaufførmangel: ”Vi har et ansvar”

De seneste år har nyheder om akut lastbilchaufførmangel præget nyhedsbilledet for transportbranchen. Den generelle mangel på arbejdskraft berører langt flere end blot aktørerne i branchen – det har konsekvenser for hele det danske samfund. Vi har talt med General Manager Peter Hut om, hvordan en logistikvirksomhed som DACHSER kan bidrage til at komme krisen til livs.

Lastbilchauffører er lige nu en mangelvare i hele Europa.
Lastbilchauffører er lige nu en mangelvare i hele Europa.

I efteråret 2022 oplevede vi endnu en bølge af nyheder omkring den stigende mangel på lastbilchauffører i hele Europa. Det skete i kølvandet på en udmelding fra den internationale transportorganisation for vejtransport IRU om, at antallet af ubesatte lastbilchaufførstillinger forventes at stige til 40 procent i løbet af 2022, baseret på en undersøgelse af chaufførmangel, som organisationen foretager hvert år. Transport- og logistikvirksomhedernes brancheorganisation ITD vurderer, at der mangler 10.000 chauffører alene i Danmark.

Peter Hut, General Manager for DACHSER Denmarks filial i Hvidovre, fulgte med i branchemediernes nyhedsstrøm fra sit kontor i en af virksomhedens blå-gule bygninger på Avedøre Holme. De seneste mange år har chaufførmanglen hængt som en mørk, truende uvejrssky over transportbranchen, og en løsning synes ikke umiddelbart at være inden for rækkevidde.

Chaufførmanglen er en realitet, som vi er nødt til at forholde os til.

Peter Hut, General Manager for DACHSER Denmarks filial i Hvidovre

”Chaufførmanglen er en realitet, som vi er nødt til at forholde os til,” fastslår Peter Hut. Han mener, at transportvirksomheder generelt kan bidrage til dels at gøre chaufførfaget mere attraktivt og dels at støtte sine samarbejdspartnere, det vil sige vognmændene, til at finde kvalificeret arbejdskraft.

”Vi arbejder på at gøre os attraktive som samarbejdspartner og arbejdsplads,” fortæller Peter Hut. ”Derfor har vi med held blandt andet valgt at integrere chaufførerne mere i virksomheden i løbet af de seneste år.”

Årsag og virkning

Der er utrolig mange bud på, hvad den stigende chaufførmangel skyldes. Alt fra løn og vilkår, lovmæssige krav til arbejdstider samt skæve eller lange arbejdsdage er blot nogle af de faktorer, der fremhæves som årsagen til en svigtende interesse fra især de yngre generationer. Dertil kommer et manglende fokus på at markedsføre chaufføruddannelsen til unge kvinder.

”Jeg tror, at den sociale anseelse har betydet meget for faget og tilslutningen til uddannelsen, og det er en tendens, vi må vende,” fastslår Peter Hut. Derfor gør han personligt en indsats for, at vognmænd og chauffører tilknyttet hans filial, føler sig velkomne og inkluderet i hverdagen hos DACHSER Denmark. Peter Hut går den ekstra mil for dem, og de belønner hans engagement: ”Vi har en meget lav skadesprocent og en utrolig høj performance hos de chauffører og vognmænd, vi samarbejder med,” fortæller Peter Hut.

Det skyldes ifølge filialchefen denne indsats med at skabe glade og tilfredse chauffører. Hos DACHSER arbejder man med en algoritme, som skaber et optimeret ruteforslag til chaufføren ud fra forskellige parametre som tid og miljømæssig påvirkning.

”Men teknologien kan kun tage os en bid af vejen. Vi har stadig brug for chaufførens ekspertise – kun chaufføren ved, hvor og hvornår man kan komme ind hos den enkelte kunde. Derfor kan vedkommende altid ændre i ruteforslaget og tilrettelægge den rute, der passer bedst fra dag til dag. Vi prøver også så vidt muligt at tilrettelægge turene, så vores chauffører kan komme hjem til tiden, hvis der for eksempel skal hentes børn, og ikke mindst opfordrer vi vores samarbejdspartnere til at give de dygtige chauffører et par kroner mere i timen som et ekstra tillæg – på DACHSERs regning.”

Virksomheden arbejder i øjeblikket sammen med uddannelsesinstitutionen TEC i Hvidovre, som blandt andet uddanner lastbilchauffører, for at etablere et nyt koncept for chaufføruddannelsen, hvor de studerende får indblik i processerne både på kontoret og terminalen hos DACHSER i Hvidovre, før de starter chaufførlærlinge hos vognmanden.

”Min overbevisning er, at vi her virkelig kan gøre en forskel. Som stor international logistikvirksomhed har vi et ansvar for at bidrage til at gøre chaufførerhvervet mere attraktivt – for uden chaufførerne er der ingen transportbranche.”

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic