Tilbage

Fremtidens terminal har 470 scannere

Automatisering af scannings-, registrerings- og visualiseringsprocesserne på lageret er et centralt aspekt af en effektiv logistik. Med sin innovative tilgang til logistik har DACHSER Denmark nu indført et koncept, der i høj grad automatiserer de manuelle processer og sparer vigtig arbejdstid for både medarbejdere og chauffører.

Data fra 470 scanningsenheder bliver struktureret i en digital visualisering af terminalgulvet – i realtid.

Det er nat på Helseholmen 11 i Hvidovre, hvor DACHSER Denmarks ene vejtransportfilial holder til. Men inde bag de blå vægge på terminalen er der rig aktivitet. Det er tirsdag den 16. januar, og det er endelig blevet tid at trykke på knappen og aktivere et system, der gør hele den 4.100 kvadratmeter store terminal til én stor scanner.

Mark Wolter, Transit Terminal Operations Manager, der har haft en central rolle i implementeringen, var til stede, da systemet blev aktiveret på uhøjtidelig vis. Et system ved navn @ILO – kort for Advanced Indoor Localization and Operations – som i høj grad vil påvirke arbejdsgangene på lageret ved at skabe en såkaldt digital visualisering af terminalen, en såkaldt digital tvilling.

Siden lanceringen har vi oplevet, at vores distributionschauffører bruger mindre tid på at lokalisere godset, når de kommer ind om morgenen,” fortæller Mark Wolter. Til det formål er rækkerne på hallen blevet inddelt i sektioner – en stor hjælp til chaufførerne, der så kan nøjes med at lede i den enkelte sektion frem for hele rækken.

Monteringen af 470 optiske scanningsenheder og 26 kilometer kabler lyder som et potentielt irritationsmoment i medarbejdernes arbejdsdag, men Mark Wolter har oplevet en naturlig vilje til at give den feedback, der er så vigtig for systemets succes. ”Det er vigtigt, at medarbejderne kan påvirke den fremtidige arbejdsplads, og at de kan være med til at definere deres egne processer med løbende feedback.”

Hvad er visionen og hvordan når vi derhen?

Flere hundrede optiske scanningsenheder, der er monteret i loftet på terminalen, scanner gulvet hvert sekund og gør status over alle forsendelser med datamatrixkoder ovenpå hver halve time, så @ILO kan identificere, lokalisere, registrere og måle alle paller i realtid. Disse data bliver struktureret i en visualisering af terminalen, som er tilgængelig både for medarbejdere og chauffører, så de kan se en specifik sendings lokalisering på terminalen. En medarbejder eller chauffør kan for eksempel indtaste de sidste fire numre i en sendings SSCC-nummer på en computer eller tablet og se sendingens aktuelle placering, et billede af den og dens dimensioner.

Men hvilken forskel gør det for logistikleverandørens kunder? Marks kollega, Operations Manager Nicolai Winter, er realistisk omkring projektets fremskridt, og at kundernes involvering er essentiel for dets succes.

”Det kræver lidt flere justeringer, før vi kan realisere visionen bag @ILO, men det her er første skridt mod en moderne digitaliseret og automatiseret stykgodsterminal. Næste skridt er, at vi skal have infrastrukturen op at køre ude hos vores kunder, så de selv kan printe datamatrixkoder og mærke godset op,” fortæller Nicolai Winter, Operations Manager for DACHSER Denmarks vejtransportfilial i Hvidovre.

Indtil videre er der fire pilotfilialer i @ILO-projektet, som tester systemet og giver feedback på nye features og idéer til funktioner, der kan automatisere arbejdsgangene på terminalen yderligere. Filialen uden for København er en del af en gradvis udrulning i hele DACHSERs netværk.

”En af de største fordele ved @ILO er den automatiske lageroptælling. Med den sparer vi tre timers arbejdstid på en manuel gennemgang af godset i døgnet for en medarbejder. Vi har fået et værktøj, som har et fantastisk stort potentiale. Det har selvfølgelig startet en tankestrøm i, hvor vi kan optimere, og hvilke anvendelsesmuligheder der kunne være i fremtiden. Det er sådanne projekter, der virkelig gør det sjovt at gå på arbejde,” afslutter Mark Wolter.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic