Tilbage
innovation

Et trygt netværk i en foranderlig tid

Det har aldrig været mere spændende at være speditør, men det kræver hurtig omstilling og en konstant opmærksomhed på den globale udvikling. Hvordan sørger man for at være på forkant med udviklingen og vedligeholde vidensdelingen? Det handler om at skabe bevægelse i netværket og lære af hinanden.

Søren Jensen er en talglad speditør, der er uddannet hos DACHSER Denmarks filial i Kolding.

Søren Jensen er speditør. Han er en talglad og hårdtarbejdende morsing, der for første gang stiftede bekendtskab med termen speditør i sine virksomhedsøkonomitimer på den erhvervsfaglige og gymnasiale uddannelse EUX i Aarhus. Selvom han lige nu tilbringer langt det meste af sin tid på den anden side af Øresund, har han trådt sine første spæde speditørskridt hos DACHSER Denmarks filial for vejtransport i Kolding. Her har han taget sin uddannelse, hvor branchens høje omvæltningsgrad hurtigt stod ham klar.

”Jeg tilbragte en stor del af min elevtid i toldafdelingen,” fortæller Søren Jensen, Forwarding Assistant Outbound, der færdiggjorde sin toårige speditøruddannelse i Kolding den 1. september 2021. ”Brexit var spændende, nyt og frisk og bød på mange nye problemstillinger. De nye toldprocedurer er endnu ikke kommet helt på plads, og der kommer stadig nye problemstillinger en gang imellem, så jeg er ikke fanget i den samme rutine hver dag.”

Rejsen til den anden side af sundet

Men hvad laver Søren så i Sverige? Når man har valgt at tage sin speditøruddannelse hos en international virksomhed som DACHSER med et nordisk netværk og en nordisk organisation, bliver man en del af mange tætte samarbejder og får en daglig berøringsflade på kryds og tværs af afdelinger og lande. Efter at have færdiggjort sin uddannelse fandt den unge speditør en åbning hos DACHSER Swedens vejtransportfilial i Göteborg, hvor han kunne få lov at prøve kræfter med en lidt anderledes speditørrolle.

”Det at have taget sin uddannelse hos DACHSER giver på en måde et godt tryghedsnetværk,” siger Søren. ”Vi er en meget unik virksomhed med unikke muligheder. Jeg kan godt lide, at der sker noget: Det skal ikke være det samme dag ud og dag ind, så jeg flyttede til Göteborg for at få erfaring i et andet DACHSER-miljø.”

Planen var, at Søren skulle til Göteborg minimum et års tid som en unik mulighed for at tilegne sig ny viden. I løbet af hans speditøruddannelse var der dog ingen tvivl hos Søren om, hvilket felt han brænder mest for. Arbejdet med told står hans hjerte nært, og det var også inden for det, han skrev sin fagprøve – men i Göteborg har han prøvet kræfter med alt fra eksport over told til farligt gods.

”Jeg har fået en langt bredere viden. Vi er en mindre afdeling, og jeg bruger nærmest alle programmerne,” siger Søren, der også gerne deler et pragmatisk råd til kommende speditørelever. ”Tag den med ro,” siger han med alvor i stemmen. ”Det hele kan være lidt overvældende i starten af elevtiden, men det skal nok komme. Lyt til kollegaerne, når de prøver at lære dig noget. Det handler om at finde balancen mellem selv at prøve sig frem og at lære af kollegaerne. Men det er også vigtigt at vide, at der ikke er noget galt i at lave fejl. Alle laver fejl, og de kan næsten altid fikses.”

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic