Tilbage
innovation

Egen analyse sætter sikkerhed i højsædet

Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Nogle budskaber er så vigtige, at de sagtens tåler at blive gentaget. Netop hjemvendte fra kursus er vi fulde af inspiration, men når hverdagen igen ruller derudad, tager autopiloten over, og vi kommer hurtigt til at gentage vores gamle vaner. Så hvad kan vi gøre for at bevare inspirationen? Vejen til sikre processer og en skarpere forsyningskæde kan måske findes i en social indpakning.

Sidst i 2022 gennemførte DACHSERs vejtransportfilial i Kolding en værdistrømsanalyse for at effektivisere processer i mødet mellem forskellige aktører i forsyningskæden.

VSA. Tre bogstaver, der siger meget om den rejse, som DACHSER Denmarks vejtransportfilial i Kolding har været på siden oktober 2022. De står for værdistrømsanalyse – en analyse af egne processer i forsyningskæden set udefra og baseret på empiri. Tanken bag analysen er at fjerne uhensigtsmæssige processer i mødet mellem forskellige aktører i forsyningskæden, og den blev udført af udvalgte ansatte i filialen i samarbejde med afdelingen DACHSER Service und Ausbildungs GmbH – et selskab under DACHSER, der specialiserer i at uddanne og videreuddanne chauffører. De fulgte chaufførerne igennem en hel arbejdsdag og tog tid på deres processer for at kortlægge, hvor DACHSER kunne tilpasse interne processer for at give chaufførerne en bedre arbejdsdag.

”Idéen bag værdistrømsanalysen var at effektivisere vores processer,” fortæller Manuel Soares, Operations Manager vejtransportafdelingen i Kolding. ”Samtidig vil vi gerne forbedre samarbejdet mellem medarbejdere og vores samarbejdspartnere, chaufførerne – og vores forhåbning var faktisk at gå skridtet videre og ikke blot forbedre samarbejdet men også vores medarbejderes og chaufførers personlige netværk i virksomheden.”

Hvordan bliver der fulgt op på analysen?

Værdistrømsanalysen afslørede et potentiale for forbedring. Den resulterede i en handlingsplan med 21 punkter, som DACHSER Denmarks filial i Kolding arbejder på at indføre i forretningen. Det kan imidlertid være svært at bygge bro over kløften mellem handlingsplan og virkelighed. Flere af handlingspunkterne havde med sikkerhed at gøre, og derfor valgte filialen at invitere kollegaer fra kontor, terminal og lastbiler til en social og transportfaglig dag for at styrke bånd på tværs.

”Siden vi gennemførte værdistrømsanalysen, har vi generelt haft et øget fokus på sikkerhed og har ansat ekstra personale for bedre at kunne støtte vores chauffører. Til vores transportfaglige dag fik vi blandt andet undervist vores medarbejdere og chauffører i lastsikring, håndtering af farligt gods, spejljustering og generelt vigtigheden af sikkerhed. Men vi gjorde det i en social og hyggelig indpakning med quiz, pølsevogn og madbod – og det har vi fået rigtig god respons på,” siger Manuel Soares.

Planen er at gentage succesen med jævne mellemrum, for eksempel en gang om året, og samle medarbejdere fra forskellige afdelinger til en både fagligt og socialt udviklende dag. Operations Manager, Manuel Soares, er nemlig bevidst om, at det kræver en kontinuerlig indsats at bevare det altafgørende fokus på sikkerhed i filialen, effektivisere processerne og i sidste ende styrke kundernes forsyningskæder.

”Vi ved alle sammen, at der kan opstå dårlige situationer, når vi er pressede i hverdagen. Hos DACHSER gør vi meget ud af, at vi er én stor familie. Vi værdsætter holdånd og tror på, at hvis vi kan se os selv som ét stort team på tværs af arbejdsområder, kan vi skabe en større forståelse for hinanden og et bedre samarbejde,” siger Manuel Soares.

Der er fortsat fem uforløste punkter på handlingsplanen, som filialen fortsat arbejder videre med – blandt andet et projekt med at gøre distributionen papirløs og dermed spare tid, penge og mindske mængden af administrative opgaver for både chauffører og medarbejdere. Følg med her på siden eller i vores nyhedsbrev for en opfølgning på værdistrømsanalysen.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic